I januar er det som regel tid til at få gjort årets forbrug af vand, el og varme op. Det kan der komme nogle meget grimme overraskelser ud af. Her får du nogle tips til, hvordan du undgår overraskelser og får opdaget overforbrug i tide.
Udover slankekure og trængt økonomi efter jul, er en af januars kendetegn, at det er på tide at få opgjort årets forbrug af vand, el og varme – især hvis du bor til leje. De fleste boligejere skal også indberette f.eks. vandforbrug til vandværket, hvis den gamle mekaniske måler ikke er blevet udskiftet med en smart elektronisk, der selv indberetter forbruget. Sådan en har de fleste til strømmen, der i dag oftest afregnes efter dit faktiske forbrug.
Men uanset hvordan du afregner dit forbrug af el, vand og varme og ligegyldigt, hvornår du opgør forbruget, er det alt sammen dyre ressourcer, som alle gerne vil spare på. Derfor har vi samlet nogle sparetips her, der samtidig hjælper dig med at opdage overforbrug i tide.
Sådan sparer du på vandet
Selv om indberetningen af vandforbruget oftest sker elektronisk i dag, er det en god ide at holde øje med forbruget hen over året. Aflæs f.eks. vandmåleren hver måned og hold det op mod det forventede forbrug. Så kan du opdage utætheder på din side af måleren, inden det giver både vandskade og tørre lommesmerter.
Gør det til en vane at gå en runde i huset en gang om ugen, hvor du lytter efter utætte vandhaner eller utætte toiletter. Et toilet eller en vandhane der drypper, kan løbe op i mange penge på et år. Samtidig er det forholdsvist enkelt at tætne en vandhane med en skruetrækker og et pakningssæt til vandhanen, lige som de fleste toiletter også nemt kan tætnes igen ved at skifte bundpakningen eller justere på lukkemekanismen i cisternen.
Vil du spare på vandet, så tag kortere bade, installér en sparebruser og vandspareenheder på vandhanerne. Begynd også at opsamle regnvand til vanding af haven.
Sådan sparer du på strømmen
Igen kan det betale sig at holde øje med strømforbruget hen over året. Enten ved at aflæse måleren eller følge med på din konto på elværkets hjemmeside. Her er det nemt at sammenligne elforbruget med sidste år og spotte uventet forbrug.
Lige som med vandet kan en jævnlig tur rundt i huset, hjælpe dig med at finde tændte kontakter, der ikke behøvede at være til. Sluk også helt for alle apparater, der står på standby eller anskaf en elspareskinne, der gør det nemt at slukke alt på en gang.
Tjek eventuelt gamle kontakter og stik med en polsøger eller anden volttester, for at sikre dig, at de ikke står og trækker spænding, selv om de er slukkede.
Brug timerfunktionen på vaskemaskinen, så den vasker om natten, når strømmen er billig og fyld vaskemaskine, opvaskemaskine og ovn op, når de er i brug. Undgå at bruge tørretumbleren, når det er muligt – den sluger virkelig meget strøm.
Sådan sparer du på varmen
Regelmæssig kontrol af varmeforbruget er en god måde at spotte fejl ved varmeinstallationen på. Gennemgå også husets vinduer og døre for træk og stop det med tætningslister. Træk afkøler huset unødvendigt.
Hold rumtemperaturen konstant på omkring 21 grader, brug natsænkning og sørg for at fyret er indstillet korrekt, så det udnytter brændslet mest optimalt.
Få også tjekket husets isolering. Her kan du spare mange penge og netop i disse år er der gode tilskud at hente til energirenovering i huset.
God sparejagt!