Med efterårets komme er det blevet tid til at tænde op i brændeovnen. Men før den første optænding, bør du tjekke din brændeovn grundigt igennem, samt sikre dig at du har tørt og godt brænde at tænde op i. Begge dele får du mere at vide om i denne artikel.
Uanset om du har en brændeovn derhjemme, eller der er tale om brændeovnen i sommerhuset, bør du sikre dig, at den er i god stand og at du har tørt brænde, før du foretager årets første optænding. Derved kan du undgå nogle af de brandulykker, der typisk opstår på grund af f.eks. dårlig brandsikkerhed i brændeovnen eller forsøg på at afbrænde vådt brændsel.
Start med at tjekke brændeovnen
Før du går i gang med at tænde op, bør du tømme brændkammeret i brændeovnen for aske og rester efter tidligere optændinger. Sørg også for at tømme askeskuffen og tjek, at spjældet i brændeovnens bund kan køre frem og tilbage, så det er muligt at regulere lufttilførslen under brændet.
Tjek også bevægeligheden af brændeovnens sekundære luftindtag. Det skal kunne køre uhindret frem og tilbage uden træghed.
Rengør eventuelt glasruden i brændeovnen og børst siderne i ovnen ned med en blød kost, så ovnen fremstår helt rengjort. Nu er du klar til at tjekke brændeovnen igennem efter nedenstående tjekliste:
- Tjek glasruden for revner. Er ruden revnet, bør den udskiftes, før du tænder op.
- Tjek pakningerne langs lågen og rundt langs kanten af askeskuffen. Er de tætte, eller er der steder, hvor der enten mangler eller hvor pakningen er flad. Udskift de flade dele og påsæt ny pakning der, hvor der mangler. Pakningerne skal slutte helt tæt, før du kan tænde op.
- Tjek stenene i brændkammeret. Er de revnede, mangler der hjørner, eller virker de meget tynde, bør de pågældende sten udskiftes, før du tænder op.
- Er røgvenderpladen i orden. Det vil sige, sidder den helt lige og slutter den tæt til inde bagerst i ovnen, så flammerne ikke kan gå lige op i skorsten? Er røgvenderpladen bulet på midten, så den hænger ned, eller er den blevet skæv, så den ikke slutter ordentlig til bagude, skal den skiftes, før du tænder op i ovnen.
- Er der træk i ovnen? Tag et par små, afrevne stykker avispapir og læg dem ind i ovnen. Tænd dem og se om røgen stiger op gennem skorstenen. Gør den ikke det, sidder der noget i vejen, som først skal fjernes. Tjek om en eventuelt røglem i aftrækrøret er lukket.
- Spørg skorstensfejeren, hvis du er i tvivl om alt er som det skal være, eller du ikke synes, der er ordentlig træk i skorstenen. Det er for sent at spørge, når først ovnen har sat ild på huset eller I ligger døde af røgforgiftning.
Er brændet tørt?
Det næste, du skal kontrollere, er, om brændet er tørt. Her er et godt gammelt tip, at spytte i den ene ende af brændet. Når spytklatten er trængt ned i brændet, sætter du munden på og puster til. Så skal spyttet gerne boble ud i den anden ende af brændet efter et lille stykke tid. Hold brændestykket nedad, mens du puster. Så hjælper tyngdekraften til.
Du kan også købe en fugtighedsmåler til brænde eller se efter, om brændet har tørrerevner. Alternativt kan du prøve at slå to brændeknuder mod hinanden. Det skal helst give et højt smæld. Så er brændet tørt nok til at blive brugt.
Brug aldrig frisk træ, du lige har haft i savbukken og savet med din brændesav. Kun hvis du har tørt, uopsavet brænde liggende, kan det bruges efter en tilsavning i en passende længde.