Oktober er lidt efterår og lidt vinter. Temperaturen kan godt ryge ned under frysepunktet om natten og solen stå højt på himlen om dagen. Det er ikke slut med at ordne ting i haven i oktober. De sarte planter skal beskyttes, nogle planter kan flyttes eller plantes og nogen kan beskæres.
Der er nok, du kan tage dig til i haven også i oktober. Så på med gummistøvler og windbreaker, og ud og nyd det friske vejr og få gjort haven klar til vinterens kulde og frost.
Beskyt de sarte planter
Det er (måske) stjerneklart, når mørket falder på, hvilket vidner om, at nattefrosten er lige rundt hjørnet. Er der udsigt til nattefrost, så dæk dine sarte planter – ægte laurbær, citrus, afrikansk skærmlilje m.m. af med plastik – f.eks. sådan noget plastik, som bruges til overdækning ved malerarbejde – det kan hæve temperaturen med et par grader.
Hvis der kun er tale om nogle få nætter med få minusgrader, kan du nøjes med at stille planterne i ”læ” under et halvtag. Hvis temperaturen falder til under 2 minusgrader, skal planterne indendørs i et frostfrit rum. Sørg for at stille dem et lyst sted.
Tøm krukker for sommerblomster, og skal krukkerne – de frostsikre – stå ude vinteren igennem, så løft dem et par centimeter ved hjælp af et par træklodser, så du undgår, at de revner.
Grav de løg op, der ikke kan tåle frost – dahlia, gladiolus, knoldbegonier og lignende. Ryst jorden af, og klip de grønne stængler af 5-10 cm over løget/knolden. Opbevar løgknoldende i åbne kasser, og stil dem mørkt og køligt med god luftcirkulation.
Plant nyt, og flyt løgplanter rundt i haven i oktober
Oktober måned er perfekt at plante stedsegrønne planter i – f.eks. nåletræer, buksbom osv. Og du kan også lægge nye løg og løgvækster og flytte løg. Grav dem forsigtigt op med en planteskovl, og flyt dem til det nye sted i haven.
Forårsløgene kan deles – hvis de har lavet sideløg – og plantes andre steder i haven i vasket grus eller sand. Jo senere på året du lægger løg, jo senere kommer de op.
Større, bare områder med jord – som f.eks. køkkenhaven – kan tilplantes med grønne jorddækkeplanter – f.eks. honningurt, gul sennep og /eller gul lupin. Planterne opsamler næring, som videregives til de planter, du dyrker i jorden til næste år. Planterne skal derfor ikke fjernes, når jorden skal plantes til igen, men blot fræses ned i jorden.
Beskær “blødere”
De træer og buske, der ”bløder” meget fra det ”sår”, de får, når der skæres i dem, kaldes blødere. De skal beskæres i oktober, hvor deres saftstigning er lavest. Det er planter som f.eks. valnød, vin, ahorn og birk.
Frugtbuske og blomme- samt kirsebærtræer er det heller ikke for sent at beskære endnu.
Sæt plæneklipperen i vinterhi
Græsset skal (måske) slås sidste gang, så plæneklipperen kan ordnes og sættes væk for vinteren – det afhænger helt af temperaturen. Græsset holder op med at gro, når jordtemperaturen falder til under 6-7 grader, og så skal det ikke slås mere i denne sæson.
Sidste gang græsset slås, skal du ikke slå det lavere end 4 cm. Når arbejdet er gjort, er det tid til æblekage af nedfaldsæblerne og en kop varm kaffe, te eller kakao.