Redskabsskur i træ – byg selv!

0
736

Alle haveejere har brug for et redskabsskur, hvor der er plads til alle haveredskaberne, så de kan stå tørt og sikkert. Vi giver dig her råd og inspiration til, hvordan du bygger et redskabsskur i træ. Hvilke materialer du har behov for, og hvad du skal tage højde for før, imens og efter.

Selvgjort er velgjort siger et dansk ordsprog. Og der er da heller ikke noget mere tilfredsstillende end at stå og nyde synet af det prægtige redskabsskur, som du selv har bygget helt fra grunden. Men umiddelbart kan vejen hen til denne oplevelse synes at være brolagt med små søm. For hvordan griber du projektet an? Læs med her!

Hvor stort skal et redskabsskur være?

Før du går i gang, skal du finde ud af, hvor meget plads du har behov for. Skal redskabskuret blot kunne rumme en rive, en skovl, et hakkejern osv., eller har du behov for plads til plæneklipperen og havefræseren også? Og hvad med havemøblerne? Skal de også have et vinterlogi?

Anmeldelse eller byggetilladelse?

Beslutter du dig for at bygge et redskabsskur med plads til det hele fra graveskeen til gyngesofaen, og kommer arealet over på den anden side af 50 m2, skal du søge om byggetilladelse i din kommune. Er skuret på mellem 10 og 50 m2 skal du blot anmelde byggeriet til kommunen. Er det på 10 m2 eller mindre, kan du gå i gang uden at søge eller anmelde det.

Husk også at tjekke og overholde reglerne for, hvor tæt på skel du må bygge, og hvor højt du må bygge. Reglerne kan variere fra kommune til kommune fra grunderforening til grundejerforening.

Hvilket træ kan man bruge til et redskabsskur?

Det næste du skal overveje, er, hvilken træsort dit redskabsskur skal bygges i. Da redskabsskuret skal kunne klare lidt af hver, bør du vælge træ af en god kvalitet.

Selve trækonstruktionen bør du lave af CE-mærket styrkesorteret konstruktionstræ, og stolperne skal være af trykimprægneret træ for at undgå råd. Til væggene kan du bruge brædder, som naturligvis skal træbeskyttes mod vind og vejr.

Redskabsskur med eller uden isolation og fundament?

Hvis ikke du har behov for et isoleret skur, behøver du ikke støbe et fundament. Du kan nøjes med at støbe hjørnestolperne fast. Vælger du et trægulv frem for betonfliser skal du huske at lægge en dampspærre, så du undgår, at gulvet får fugt fra jorden.

Hvis du vil isolere dit skur, bliver det nemmere, hvis du støber et fundament – det gør også skuret mere solidt. Indstøb betonankre, så du har noget at fæstne trækonstruktionen i.

Fundamentet skal helst gå mindst 90 cm ned i jorden, så du når ned under frostniveau.

Hold orden i redskabsskuret

Når dit redskabsskur er færdigbygget, så sørg for at arrangere tingene, så du også får gulvplads til at bevæge dig rundt på.

Sæt hylder og redskabsophæng på væggene samt andre opbevaringsløsninger.

Slut af med at investere i en god hængelås til døren, så dine redskaber er godt sikret mod tyveri.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her