Sensommer- og efterårsæblerne bliver tit udsat for kraftig blæst, så de falder ned. Eller måske når du ikke at plukke dem, inden de naturligt selv slipper sit tag i grenene. Eller måske sidder de for højt, til at du kan nå dem, så du lader dem falde ned af sig selv. Er det scenarier, du kender, så ærgrer du dig sikkert også over alle de æbler, der går til spilde. Men sådan behøver det ikke at være. Du kan bruge nedfaldsæbler til flere ting.
Det er vigtigt, du fjerner dine nedfaldsæbler hurtigst muligt, så du undgår at tiltrække hvepse, og så du undgår at lave et vinterforråd til æbleviklerlarver, som så går i dit æbletræ næste år, og æblehøsten derved bliver forringet.
Nedfaldsæblerne bliver også hurtigt dårlige og går i forrådnelse, når de har fået stød ved faldet. Hvis du samler æblerne, inden det sker, er de ikke nødvendigvis ubrugelige, de kan både bruges i maven og i haven. Hav evt. en kurv eller spand stående i nærheden af træet, og saml sammen, hver gang du går forbi – også selvom der kun er et par stykker.
Nedfaldsæbler i maven
I en tid hvor der er meget fokus på madspild, vil du med garanti gerne kunne bruge alle de mange æbler til noget, der kan spises eller drikkes. Og det kan du sagtens.
Du starter med at tjekke æblerne. Er der mugne eller rådne pletter på dem, skal de kasseres, for så kan de indeholde svampegiften patulin, som kan være kræftfremkaldende, og giften kan have spredt sig i hele æblet, så ikke noget med at skære det dårlige fra. Ud med det! Æbler og anden nedfaldsfrugt må gerne smides i haveaffaldet til kommunen, eller du kan komme dem i kompostholderen.
Er der kun stødpletter, som endnu ikke er blevet til råd, så kan du nøjes med at skære dem væk og bruge resten af frugten.
Lav æblemos
Skræl evt. æblerne, fjern kærnehuset, skær æblerne i mindre stykker, og kog dem til mos, som du kan fryse ned og bruge til æblekage eller desserter i løbet af vinteren.
Lav æblesaft
Det nemmeste er at lave æblesaft. Du behøver ikke skrælle, fjerne æbleskrog eller skære i mindre stykker og koge. Det hele bliver brugt.
Du kan enten finde et mosteri i nærheden, hvor du kan få presset æblemost af dine egne æbler, eller aflevere dine egne æbler og få allerede færdigpresset most af andres æbler i stedet.
Du kan også selv presse dine æbler ved at investere i en af de mange frugtpressere, der findes på markedet.
Evt. kan I være nogle naboer, der skillinger sammen til en æblekværn og en kurvepresse, og så kan I mødes til æblemost-dag en gang eller to om året. Hjemmemosterier kan i øvrigt også lejes på time- eller dagsbasis.
Endelig kan du også bruge en saftkoger. Skær æblerne i stykker, så saften kan komme ud af dem.
Fugle- og pindsvinefoder
Æbler er også fremragende foder til pindsvin og fugle. Så læg nogle æbler ud til pindsvinene et sted, hvor du ved de kommer, og gem de mindst stødte til fuglefoder til vinter.