Køb af feriebolig eller permanent bolig i Malaga

0
1083

Danskernes foretrukne feriedestinationer ligger for de flestes vedkommende omkring eller umiddelbart ud til Middelhavet.

De fleste danskere elsker at feriere i sydens sol og tilbringer derfor ofte sommerferien i Sydeuropa. For mange er det efterhånden blevet til en tradition at drage sydpå, og nogle har sågar fundet et sted, de er blevet så glade for, at det er blevet en fast sommerferiedestination, de tager til år efter år.

Nogle har udviklet et specielt forhold til stedet og de lokale og måske andre ferierende, som ligeledes kommer på samme tid hvert år. Og det er noget, de fortsat ønsker at dyrke i årene fremover – og måske endda hyppigere end den årlige sommerferie.

Hører du til en af dem, der drømmer om at skifte dine gentagne charterrejser eller Airbnbs ud med et mere fast sted?

I så fald er du en blandt de mange danskere, der går med drømme om at købe et sommerhus eller en ferielejlighed i udlandet, i særdeleshed i Sydspanien omkring ferieparadiset Málaga. Området går også under navnet Solkysten eller Costa del Sol i folkemunde grundet den geografiske placering lige ud til Middelhavet samt sine mange solskinstimer og lune temperaturer.

Hvordan køber man hus i Málaga?

Det kræver god forberedelse at købe et hus i Málaga og på Costa Del Sol. Det kræver samtidig en god portion tålmodighed, da visse processer ikke går lige så hurtigt, som når man køber hus i Danmark.

Derudover er købsprocessen væsentlig anderledes og er inddelt i tre faser: reservationskontrakt, købekontrakt og skødet.

Reservationskontrakt, herunder betaling af reservationsbeløb, indgås, når man har fundet den bolig, man vil købe, og sikrer køber, at boligen ikke går til anden side. Beløbet afhænger af og indgår i den samlede boligpris og kan ikke refunderes, hvis køber trækker sig fra handlen, efter det er betalt.

Når købers advokat har gennemgået boligens juridiske forhold underskrives købskontrakten. I forbindelse hermed betales 10% af købssummen minus reservationsbeløbet. Det kaldes håndpenge (arras). De bør deponeres hos advokaten og først udbetales ved underskrivelse af skødet. Almindeligvis mister køber håndpengene, hvis denne trækker sig inden underskrivelse af skødet. Trækker sælger sig, får køber håndpengene gange to igen.

På overtagelsesdagen møder begge parter op på et notarkontor og underskriver skødet. I tilfælde af uforudsete hændelser, der gør, at man ikke kan møde personligt op, er det en god idé at få lavet en fuldmagt på forhånd – helst i Spanien – så købet ikke trækker ud. Hvis den er lavet i Danmark, skal den forbi Udenrigsministeriet til godkendelse og en translatør efterfølgende.

Hvad skal du være opmærksom på, før du køber hus i Málaga?

Du bør orientere din bank om dine planer og holde dem involveret gennem hele processen. For at undgå uforudsete udgifter er det god idé at få en uvildig vurdering af boligen, inden man køber den. Belåningen fastsættes nemlig på baggrund af valuarens vurdering af boligen.

I tilfælde af at købsprisen afviger meget fra vurderingsprisen, kan det stille større krav til egenfinansieringen og dermed øge omkostningerne. I forlængelse heraf er det også et must at benytte en lokal advokat i processen – gerne dansk eller som minimum en, der gør sig på engelsk, såfremt dit spanske ikke er godt nok. Så er der styr på det juridiske i forhold til køb og salg af ejendommen og andet lokal lovgivning, såsom ejendomsskatter, som man skal tage højde for som ejer af en ejendom i Spanien.

I den forbindelse skal du også oprette spansk bankkonto, der kan håndtere lokale betalinger til forsikringer, forbrug, internet, TV, og hvad der ellers måtte være. Det er det mest praktiske, og du undgår unødig ventetid og komplikationer.

Hvordan finder man en dansk ejendomsmægler?

Du kan jo forsøge dig med at søge på internettet til at starte med. Da det ikke er et nyt fænomen, at danskere søger til Solkysten, vil du sikkert få nogle hits på at søge online.

Ellers kan det være en god idé at forhøre sig hos nogle ejendomsmæglere i Danmark og spørge dem om råd og vejledning i forhold til dine planer. Visse ting kan man ikke google sig frem til. De har måske kendskab til lokale mæglere i området, som de kan sætte dig i forbindelse med. Málaga og Solkysten strækker sig over et stort område, og det er ikke sikkert, at du kan få eller har råd til et hus eller en lejlighed i det område, du plejer at feriere i.

Derfor er det en god idé at orientere sig om øvrige feriebyer langs kysten, som kunne være interessante for dig, både i forhold til beliggenhed og boligpris. I den forbindelse er det også værd at undersøge mulighederne for nybyggeri, da det kunne være en alternativ mulighed, der kunne komme i spil.

Når du, i samarbejde med en lokal mægler, har fået kortlagt potentielle købsboliger, kan du, sammen med mægleren, tage på en inspektionstur til Solkysten.

Medmindre der er tale om en permanent flytning, og boligen er tiltænkt som helårsbolig, er der også et finansieringsspørgsmål, som skal afklares. Her vil en lokal mægler og andre beboere (evt. udenlandske) i området kunne være behjælpelige med råd og vejledning om, hvordan man kan finde udlejningsmuligheder, når du ikke selv skal opholde dig i boligen. Så kan du også få styr på lokal lovgivning, man skal være opmærksom på, når man udlejer et lejemål på Costa Del Sol, herunder udfærdigelse af lejekontrakt, og hvordan du skal forholde dig i forhold til en lejer.

Hvad er prisniveauet?

Som nævnt oven for varierer boligpriserne langs kysten. Det gælder både villaer, sommerhuse og ferielejligheder. Det samme gælder prisen for nybyggeri. Så igen, undersøg markedet grundigt, før du kaster dig ud i noget forhastet.

Omkring Marbella vil priserne typisk være højere, da det er det mest hypede sted langs kysten og heraf det mest populære spot for huskøbere. Det samme gør sig gældende for Málaga, som er den største by på kysten og det regionale knudepunkt.

Imellem Marbella og Malaga ligger der dog byer som Torremolinos, Benalmadena og Fuengirola. Det er byer hvor priserne måske er lidt lavere og som er i stor fremgang, både på boligmarkedet og i turisme.

Oven i prisen på boligen, kommer der udgifter til ejendomsmægler, advokat og evt. istandsættelse. Vær også opmærksom på, at du skal betale en boligkøbsafgift i forbindelse med boligkøb, 10% ved nykøb og 8% ved gensalg af boligen, til den spanske stat. Typisk kan man regne med, at i Andalusien, skal der lægges mellem 11 og 13% oven i prisen på boligen. Det vil altså sige, at hvis huset eller lejligheden koster 100.000 Euro, så vil den endelig pris, alt inklusiv, ende på omkring 111.000 til 113.000 Euro.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her