Det er jul lige om lidt og der skal pyntes op. Et af husets vigtigste steder er faktisk entreen. Det er her folk først oplever jeres jul, når de kommer på besøg. Her kan du efter temperament gøre alt lige fra ingenting og til at gøre entreen til en helt lille julehule, de besøgende træder ind i. Det sidste er især sjovt og spændende, hvis der kommer mange børn og børnefamilier i jeres hjem.
I denne artikel viser vi hvordan du klargør entreen til jul, så den bliver en helt lille julehule at træde ind i. Det skal være flot og overdådigt, uden at der ligefrem går Gertrud Sand i det – hende fra The Julekalender. Det kræver det rigtige miks af julelys, pynt og forskellige dekorationsmaterialer.
Klargør entreen til jul med julelys i loftet
Skift belysningen i entreen ud med en hær af julelys. Ikke levende lys. Nej, de mange flotte julelyskæder med strømbesparende LED lys, du kan købe til både indendørs og udendørs brug. Tag f.eks. en af de ”istap”-kæder, man kan sætte op udendørs og sæt den op på små søm eller skruer rundt langs loftet i hele entreen.
Til formålet skal du bruge en række små skruer og plugs, nogle små søm og så naturligvis den lyskæde, du påtænker at sætte op. Har I f.eks. træ- eller gipsloft i entreen, kan du sætte nogle små skruer direkte op i loftet. Derefter kan kæden hænges op hen over hele loftet, så de mange ”istapper” kan hænge ned fra loftet og skabe et lyshav, de besøgende kan gå igennem.
Bruger du en tilpas spinkel skrue eller nogle små blå dykkersøm, kan hullet næsten ikke ses eller skaden let udbedres efter jul med lidt gips, du rører op i en gipsskål eller en smule trækit eller ny maling.
Julelys langs loftet – den milde version
Du kan også vælge at sætte skruer eller små stifter rundt langs kanten af loftet og så hænge en almindelig lyskæde op rundt langs hele loftet. Det giver ikke den samme hule-agtige effekt, men skaber en flot dæmpet belysning, der er tilpas kraftig til, at du ikke behøver at tænde lys i entreen, når der kommer gæster.
Tilsæt julepynt
På væggene kan der eventuelt sættes julepynt op af forskellig art. Det kan enten være af den hjemmeklippede slags, der kan sættes op som en bort rund på væggen med små dobbeltklæbende puder eller ved simpelthen at bruge et stykke tape, der lige er foldet rundt i en ring, så det klæber på ydersiden.
Husk dog lige at tjekke, om eventuelt tapet på væggen kan holde til, at du sætter noget op med tape eller et andet klæbemiddel. Det kan du f.eks. gøre ved at sætte tapen eller den dobbeltklæbende pude fast på væggen på et mere ubemærket sted eller lave en klæbeprøve bag entrespejlet.
Juledekorationer til entreen
Det kan også være flot at konstruere en lidt større juledekoration til entreen. Gerne en der kan stå på gulvet og som fylder lidt. Har I f.eks. et sideparti ved døren med vinduer, vil det også se flot ud, når de besøgende kommer hen mod hoveddøren, hvis de kan se dekorationen gennem vinduet.
Igen kan I undgå levende lys ved at købe nogle af de kunstige LED-lys med lyseffekter, der får det til at se ud som om, der står et levende lys i dekorationen. Det kan også bare være nogle lysende kugler, der er lagt i en kæmpebunke. Kun fantasien sætter grænsen.
Glædelig jul i entreen.