Gulvtæpper kan tilføre tekstur og hygge i din indretning. Tæpper kan binde boligens rum sammen og er ligeledes oplagt på træ- og stengulv, hvor det kan forbedre rummets akustik. I denne artikel får du en række gode tips til forskellige former og materialer, så du kan vælge det rette tæppe til lige netop dit behov.
Løse tæpper
Løse tæpper er nok den mest alsidige type gulvtæpper. De kan lægges hvor det passer dig og kommer i en række former og forskellige farver. Vi ser her på to af disse former
Runde tæpper
Runde tæpper er en type gulvtæpper der virkelig er blevet in på det seneste. Dette sker blandt andet samtidig med at runde spiseborde også er blevet in. Har du runde spiseborde er det oftest pænest med et rundt gulvtæppe nedenunder for at matche formen på bordet.
På den anden side kan runde tæpper også bruges til at bløde lidt op i en ellers meget firkantet boligindretning. Måske du har lidt firkantede sofaer og et firkantet sofabord. I dette tilfælde vil et rundt tæppe også kunne passe meget fint som en formlig kontrast til resten af indretningen, også selvom det måske ikke dækker hele området.
Firkantede tæpper
I den anden ende har vi så de firkantede tæpper. Disse er lidt mere konventionelle, og som vi skal se, er ægte tæpper også typisk firkantede. Når det kommer til løse, firkantede tæpper, er forskellen på dem og de runde mest en smagssag.
Der er dog steder de passe bedre og dårligere. Under et rundt spisebord vil et firkantet gulvtæppe måske virke lidt mere malplaceret end et rundt et. Omvendt kan firkantede tæpper ofte dække lidt bedre da de kommer ud i hjørnerne af boligen, noget runde tæpper selvfølgelig ikke gør.
Ægte tæpper
Kongerne af tæpper er selvfølgelig ægte tæpper. Definitionen på et ægte tæppe er ikke lige universel. Helt centralt er det at tæppet er håndlavet og altså ikke masseproduceret. Det er dette der både kan gøre dem lidt dyrere, men også giver dem charme. Håndlavethed er dog ikke alt, for mange forbinder også ægte tæpper med særlige steder.
Ægte tæpper fra rundt om i verden
Når de fleste snakker om ægte tæpper, tænker de typisk på tæppetyper fra specifikke lokationer. Dette gælder særligt centralasiatiske lande som Uzbekistan og Turkmenistan, Tyrkiet samt landende i kaukasus-regionen, Afghanistan og selvfølgelig Iran. Sidstnævnte er jo det tidligere Persien, hvoraf persiske tæpper kommer.
Udover disse er der også andre lande der forbindes med ægte tæpper, også selvom det ikke er her de har deres oprindelse. Nordafrika er blandt dem, hvor særligt Marokko har en stolt tæppetradition. Også omkring Himalayabjergene i Kina og Nepal vil der være tæppetraditioner.
Kelim tæpper
En meget udbredt type lige nu er ægte kelim tæpper. Disse flotte tæpper stammer fra et område der strækker sig fra Balkan i vest og indover det centrale Asien. De har en historie der strækker sig op til 8000 år tilbage og kommer dermed, selv med nye tæpper, med meget historie og charme.
Kelim tæpper kendetegnes ved deres fladvævningsteknik, men lige så meget ved deres flotte farver og gode kvalitet. De karakteristiske geometriske mønstre varierer ofte fra region til region, og giver dermed stor variation til tæppeudvalget. Vær dog opmærksom på, at der i dag produceres mange masseproducerede Kelim-lignende tæpper. Disse kan se flotte ud, men de er altså ikke ægte tæpper.
Skind og pels til gulvet
Sidste type gulvtæppe er måske ikke teknisk set et tæppe, men funktionelt udfylder det samme formål. Dyreskind og -pels har altid været et populært indslag i boligindretningen, og i de seneste år har de gjort lidt af et comeback.
Der er ret stor forskel på skind og dette er værd at tænke på når du skal vælge hvor du lægger det. Lammeskind er utrolig blødt, men kan meget nemt blive snavset til så det passer bedre i en stol end på gulvet. Skal det være på gulvet bør det være et sted du ikke går med sko som for eksempel på soveværelset.
Andre, mindre ”lodne” dyreskind kan bedre fungere som et regulært gulvtæppe. Ting som koskind eller rensdyrskind er ret udbredte her. Du kan typisk få enten ægte dyreskind eller også uægte skind. Disse sidste er typisk billigere og passer måske bedre til dig der ikke vil have et ægte, dødt dyr som gulvtæppe.