Det er allerede nu, du skal være på vagt, hvis du ikke ønsker, at der går orm eller larver i dine frugter, og hvem gør det?! Viklere er synderne, når du får orm i dine frugter. Og de er ude allerede nu for at ernære sig med nektar og derefter formere sig i de tidlige sommermåneder.
De fleste ejere af frugttræer – hvad enten det gælder blommer, æbler pærer eller noget helt fjerde – har med garanti prøve det: Du tager en kæmpe bid af den saftige frugt, lukker øjnene og nyder smagen. Uhmmm. Åbner øjnene og får øje på noget brunt eller måske en larve, der sidder og nikker med hovedet og hilser på dig. Du ved sikkert, at der kun er én ting, der er værre end at finde en orm i sit æble, og det er at finde en halv …
Undgå orm i dine frugter, inden frugten kommer
For at undgå den slags oplevelser, skal du i gang allerede nu, hvor der er blomster på træet og ingen frugter. For det er nu viklerne er ude, og det er inden længe de lægger deres æg på blomsterne.
Hvad er en vikler?
En vikler ligner lidt en natsværmer. Viklere lever af nektar fra blomsterne. Et par uger inden frugternes komme, lægger de deres æg.
I løbet af et par uger, samtidig med at blomsterne udvikler sig til frugt, klækkes æggene. Larverne lever i og af frugten – og blive også beskyttet af den. Som med alle andre levende væsener skal der noget ud, når der kommer noget ind, og larvernes ekskrementer sætter gang i en nedbrydningsproces, som bevirker, at frugten langsomt rådner.
Efter 4 uger er larven færdigudviklet og vil finde et sted, den kan overvintre.
Viklerfælder fanger viklerne, før de lægger æg
Det er nu, inden viklerne lægger æg, du skal hænge viklerfælder op i dine frugttræer. De kan købes i udvalgte dagligvarebutikker, Matas og mange andre steder og også online.
Viklerfælden indeholder et stof, der lokker viklerne til. De flyver ind i fælden og er fanget.
Skulle skaden være sket, kan du selvfølgelig bruge kemisk krigsførelse, men det er nok de færreste, der dyrker æbler til eget forbrug, der har lyst til at sprøjte dem med gift. Så er snyltehvepse et bedre bud, men du skal i gang, så snart du opdager problemet. Snyltehvepse lever af larver og kan købes på planteskoler og på nettet.
Begræns skaderne
Sørg for sommeren igennem at kassere angrebne, rådne, evt. nedfaldne frugter. De skal smides ud – ikke på kompostbunken, hvor larverne kan overvintre.
Når frugttiden er ovre, og efteråret gør sit indtog, så behandl jorden under og omkring træerne ved at vende den med en plantekultivator eller med en havefræser, hvis der er plads til det. På den måde minimerer du risikoen for at blive invaderet af viklerlarver næste år, fordi du ødelægger forholdene for de larver, der evt. overvintrer under træet.