Såning af chilifrø

0
919

Der er mange gode grunde til at så dine egne chiliplanter. Du kan gå i gang, selvom frosten stadig er i jorden, for du skal starte indendørs. Du får billige chilier og chilier med den styrke, du kan lide og er ikke afhængig af udvalget i supermarkedet. Men hvornår går du i gang, og hvordan gør du?

Det første er selvfølgelig, at du skal have fat i nogle chilifrø, der kan give dig den slags chili, du vil have. Chilifrø kan købes online, i supermarkeder, dagligvarebutikker, byggemarkeder, på planteskoler, ja, der er rigtig mange muligheder.

Hvilken chili?

Der er væsentlig forskel på chili, og det er heller ikke dem alle, der er lige nemme at få frø til. Du kan tage kernerne fra en købechili, tørre dem, og så dem. Det er dog ikke sikkert, at der kommer den type chili ud af det, som frøet er fra – det har noget med krydsbestøvning at gøre. Men chiliplanter vil du få ud af dem.

Der er stor forskel på styrken af chilier.

  • En af de chilier, som er meget kendt til brug i madlavningen, er jalapenos. Den er ret mild og anvendelig til pizza, Nachos osv.
  • Cayenne er også en kendt chili, den er stærkere end jalapenoen, og den bruges ofte tørret.
  • Habanero er en stærk og velsmagende chili, der bruges i bl.a. mexicanske retter.

Der findes både mildere og stærkere chilier end de nævnte her, og som regel står det på frøposen, hvor stærk chilien er på Scoville skalaen, som er den skala, man måler chilistyrke på. Skalaen går fra 0 til 16.000.000. Hvor jalapenoen ligger på 2.500 til 10.000 og Habaneroen ligger på 200.000 til 300.000.

Hvornår skal du plante chilifrø?

Du kan så chilifrø allerede fra december måned, men så kræver det, at du har lys hen over dem i nogle af de mørke timer. Men fra hen omkring februar – slutningen af februar – er der lyse timer nok til at så uden ekstra, kunstig belysning.

Du kan så helt hen til maj måned, men jo før du sår, jo bedre. Chiliplanter er længe undervejs.

Sådan planter du chilifrø

For at få chilifrøene til at spire, er det en god idé at sørge for høj luftfugtighed. Så et minidrivhus er et godt sted at starte dit chiligartneri.

Fyld såjord i nogle urtepotter – og det skal være såjord, for her er indholdet af næringsstoffer tilpas lavt til chilifrøene. Læg frø med god afstand i potterne, og dæk med et tyndt lag jord. Sæt potterne i vand, så de kan suge vand nedefra.

Læg genemsigt plastik over potterne for at reducere fordampningen. Sørg for, at jorden altid er fugtig uden at være våd.

Potterne skal stå et varmt sted – ca. 22-28° C – ellers spirer frøene ikke.

Spirerne har brug for masser af dagslys. Når planterne er robuste nok, skal de tyndes og have hver deres potte at gro i.

Chiliplanten er en god plante at starte med, hvis du er nybegynder i forspiring og såning, for det er en taknemmelig plante, der sædvanligvis giver en god høst – afhængig af sort.

Du kan plante chiliplanterne ud i omkring maj-juni måned, alt efter hvornår du er gået i gang. Nogle sorter skal plantes ud i drivhus eller i en potte på en solrig altan. Andre kan plantes ud på beskyttede steder i haven.

Chilier høstes fra omkring juli til og med oktober, afhængig af hvornår du har sået selvfølgelig og afhængig af sort.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her