Når jordtemperaturen kommer under 6-8 grader, stopper græsset med at gro, og så er der ingen grund til at slå græsplæne mere i den sæson. Så i midten/slutningen af oktober er det slut. Så kan plæneklipperen stilles væk. Eller kan den?
Når jordtemperaturen igen sniger sig op på de 6-8 grader – omkring starten af april – skal den i hvert fald frem igen. For så er græsslåningssæsonen i gang igen. Og hvis du vil være sikker på, at din græsslåmaskine skal fungere perfekt igen til den tid, så er det en god idé lige at bruge lidt tid på den, inden du stiller den væk for vinteren.
Tøm plæneklipperen for benzin
Gammel benzin kan give startproblemer til foråret, så lad plæneklipperen køre tør for benzin – hvis ikke du får gjort det nu, risikerer du, at du bliver nødt til at gøre det på en mere besværlig måder, når foråret kommer, og du ikke kan starte plæneklipperen.
Når plæneklipperen er kørt helt tør, er du klar til at klargøre og rengøre den.
Arbejd sikkert
Sørg først for, at sikkerheden er i orden – selvom der ikke er benzin på, er det en god ide at fjerne tændrørshætten, så plæneklipperen ikke starter, imens du roder ved den.
Tændrørshætten er den hætte, der er placeret på tændrøret. Den er sædvanligvis sort. Træk i den sorte ledning for at få den af.
Tøm oliebeholderen
Tøm oliebeholderen ved at bruge en hævert eller et olieskiftesæt til at suge olien op med, hvis din plæneklipper ikke har en bundprop. Du kan også tippe plæneklipperen bagud over håndtaget og hælde olien ud i en beholder – skal afleveres på genbrugsstationen. Vip ALDRIG maskinen om på siden, da benzinfilteret så kan blive oversvømmet med olie.
Fjern græs og skidt
Når nu plæneklipperen er vippet, så fjern græs og jordrester fra kniven og bunden af plæneklipperen. Brug en blød børste eller kost til at fjerne græs og skidt fra plæneklipperen, eller brug en kompressor, og giv den en gang trykluft, hvis du har den mulighed.
Løft nu græsslåsmaskinen op på et par bukke, så du nemt kan komme til den.
Rengør området, hvor græsset kommer ud af plæneklipperen.
Tjek filtre, og smør maskinen
Når det er gjort, fjerner du beskyttelsesskjoldet øverst på maskinen. Brug en skruetrækker til det formål.
Skru luftfilteret af, pust det fri for snavs og skidt, og læg det til sidst i rensebenzin i en times tid, til det er helt rent.
Forlæng levetiden på kabler og fjedre ved at smøre dem med en god tyktflydende maskinolie.
Tag en svensknøgle eller -topnøgle, og skru tændrøret af. Du skal dreje mod uret for at løsne det. Rens tændrøret for snavs og skidt – brug en tand- eller stålbørste – og slib tændrørsstiften med et stykke sandpapir. Pust slibestøvet væk.
Nu er din plæneklipper klar til at blive sat væk for vinteren. Har du en plæneklipper med startbatteri, skal batteriet fjernes, hvis ikke plæneklipper opbevares på et frostfrit sted. Batteriet må ikke udsættes for frost.
Dæk plæneklipperen til, så den ikke står og samler støv og skidt i løbet af vinteren, og så den ikke bliver fugtig og ruster.